På baggrund af Energistyrelsens anbefalinger igangsætter regeringen nu en dialog med parterne på området om en række tiltag for at sikre gode rammevilkår for den danske vindbranche. Tre af disse tiltag hører under Indenrigs- og Boligministeriets område. Det drejer sig om:
- Et servicetjek af udlejnings- og tildelingsvilkår ved de nationale testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild med henblik på en optimering af adgang til testpladser, priser, fleksibilitet mv.
- En ændring af testcenterloven for at muliggøre afprøvning af højere prototypemøller ved Høvsøre Testcenter.
- En national screening for et eventuelt tredje center til test af store prototypemøller og egnede områder til test af såkaldte serie-0-møller uden for de nationale testcentre.
Derudover foreslår regeringen en forlængelse af støtteordningerne for forsøgsmøller. Støtte til forsøgsmøller hører under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets område. En forlængelse af de nuværende støtteordninger sikrer, at der ydes støtte til forsøgsmøller i 2022, hvilket er i tråd med hensigterne i Klimaaftale for energi og industri mv. 2020.
”Vindbranchen er central for vækst og udvikling i hele Danmark. Ikke mindst for arbejdspladser uden for vores store byer. Derfor glæder det mig, at der nu foreligger en samlet analyse af vindbranchens behov for test og demonstration. Den følger vi nu op på,” siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.
FaktaVindbranchen i Danmark
Baggrund om analyse af rammevilkår for forsøgsmøllerMed Klimaaftale for energi og industri mv. 2020 af 22. juni 2020 indgået mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet blev det aftalt, at der skulle gennemføres en analyse af, hvordan rammevilkår og støtteordninger for forsøg og demonstration af vindmøller kan understøttes bedst fra 2022. Energistyrelsen under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet fremlægger nu analysen. Kilde: Analyse af rammevilkår for forsøgsmøller. |
