54 kommuner kan optage lån for 1,55 milliarder kroner i 2014

Publiceret 30-08-2013

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager giver i dag 54 kommuner adgang til at optage lån for 1,55 milliarder kroner i 2014. Pengene skal bl.a. bruges til at renovere daginstitutioner, skoler, plejehjem, vejnet mv. og til investeringer i velfærdsteknologi, digitalisering og it-udvikling.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager giver 54 kommuner dispensation til at optage lån for 1,55 mia. kr. i 2014. Lånene gives til godt 400 anlægsinvesteringer i kommunerne og til at styrke likviditeten i nogle af kommunerne.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:

Med lånepuljen på over 1,5 milliarder kroner får en lang række kommuner mulighed for at forbedre deres skoler, ældrecentre, daginstitutioner og veje og for at investere i velfærdsteknologi og it. Det er godt for borgerne, som vil få glæde af nyrenoverede institutioner, vedligeholdte veje og bedre it- og velfærdsteknologiske løsninger – og de godt 400 anlægsprojekter vil samtidig skabe job i landets kommuner.

- Margrethe Vestager

De meddelte lånedispensationer kan nu indregnes i kommunernes budgetlægning for 2014. 

Fakta

Efter ansøgning har Økonomi- og Indenrigsministeriet meddelt lånedispensation for kalenderåret 2014 for i alt 1,55 mia. kr. fra følgende fire lånepuljer: 

  • Lånepulje på 500 mio. kr. til styrkelse af likviditeten i vanskeligt stillede kommuner
  • Lånepulje på 200 mio. kr. til investeringer med dokumenteret effektiviseringspotentiale
  • Lånepulje på 650 mio. kr. til investeringer på kvalitetsfondsområderne
  • Lånepulje på 200 mio. kr. på det ordinære anlægsområde